Fortællinger fra øre til øje
 
 (in English click here)
 
Forestillingerne er mange, når man skal være sammen med en gruppe flygtninge på et af Røde Kors' Centre.
Der er i denne uge emneuge indenfor billedkunst.
Der er en lang række projekter, flygtningne kan tilmelde sig i alt 14 projekter.
Mit projekt består i at bygge en kæmpeskulptur og kommissoriet har været som følger:
 
"I  januar måned 2002  skal jeg være inspirator i et projekt, der har titlen "Fortællinger fra øre til øje". Jeg vil inspirere flygtninge til at skabe en kæmpeskulptur for derefter at lave en udstilling af denne skulptur. Herefter er de kunstnere og ikke flygninge. På samme tid vil jeg interviewe disse nye kunstnere om deres liv, printe disse historier og lægge dem ind i skulpturen. Historierne vil blive præsenteret i en e-bog på min web side og gerne også på  Røde Kors' hjemmeside.
Min ide er at lave en kæmpeskulptur i enkle former og klare farver, en optimistisk skulptur og lægge flygtningenes traumatiske erindringer deri. Ikke for at glemme fortiden, den kan ikke glemmes, men at lave et sindbillede i deres sjæl, som vil blive erindret før eller på samme tid som de traumatiske minder. E-bogen vil blive illustreret af en masse billeder fra tilblivelsen af skulpturen. Skulpturen laves af vandresistent materiale med henblik på at udstille den udendørs senere.
Jeg erkender dette er et højt ambitionsniveau. Men det er hvad kunst er til for.
En del af projektet er naturligvis at kommunikere denne vision til det danske samfund - det er derfor vi laver udstillingen. Jørgen Chemnitz, Røde Kors Danmark og Kulturudvalgsformanden i Randers Kommune vil blive bedt om at åbne udstillingen".
 
Her ses mit udkast til skulpturen:
 
 Materialer:
Vandfaste Douglas plader 244 cm x 122 cm x 1,5 cm x 3  pr. kasse x 12 kasser
Trælægder 1,22 m x 8 pr. kasse til 12 kasser (en sener korrektion viste, at det var bedre med 12 trælægder pr. kasse)
Maling (1,22 m x 1,22 m)  x 6 overflader x 12 kasser (to gange maling)
Lim, skruer m.v.
 
 
For at sikre mig, at det overhovedet var muligt at lave disse kasser,
har jeg lavet en enkelt inden arbejdet blev igangsat.
 
Det færdige resultat viste,
at det godt kunne lade sig gøre at lave holdbare skulpturdele.
Dog var der en del konstruktionsændringer, bland andet ville en kasse på 122 x 122 cm være ganske uhåndterlig, hvorfor målet blev sat ned til 100 x 100 cm. Hertil kom optimeringer af arbejdsgangen.
Dagen kom.
Den 14. januar 2002. 4 unge knøse, som på alle måder levede op til det ry, vi danskere har givet dem, entrerede i søjlehallen, hvor det hele skulle foregå.
Elvis hed den mest støjende med en højtråbende her kommer jeg attityde.
Abazi hed en anden, han havde solbrillerne i nakken og den tredje var knapt så typisk, men Armin var høj.
En gruppe på tre fjantede tøser stod i et hjørne for sig selv.
Så kom en række mænd, der var ni. Ja, det var her de skulle være.
De kom stille og roligt, afventende men helt uden skepsis.
Morten og jeg havde lavet en tegning af fremgangsmåden, en byggevejledning til skulpturen.
 
_________________________________________________
 
Byggevejledning til skulptur
generelt
 
Hver klods kræver 3 store plader i størrelsen 1,5 x 122 x 244 cm.
Brug de 2 skabeloner i 3 mm karton, en skabelon på 99,9 x 99,9 cm til bund, top og sider, altså 4 dele, ligesom der er lavet en skabelon til de to endestykker på 99,9 x 96,9 cm.
 
Der skal til hver kasse i alt bruges 8 lægder af længden 82,5 cm og 4 lægder af 100 cm.
Der skal være 1,5 cm fra lægden til den udskårne plades kant, så der er plads til siderne.
 
 
 __________________________________________________
 
Samling af plader og lægder
På denne trgning er vist, at der skal bruges 16 skruer på alle sider. Brug en skruemaskine.
Der skal altså bruges 96 skruer til hver klods.
Husk: Der skal altid en lag Bostik Super Trälim 730 UTE mellem den udskårne plade og lægderne.
 
 
 
 _______________________________________________________
 
Samling af sider og endeplader
 
 Når bunden er samlet og limen tørret, kan samlingen af sider og endepladerne begynde. Her bruges 4 stk 100 cm lægder som stolper i hvert hjørne.
Husk at få sidernes retsider udad.
 
 
 
___________________________________
 
Spartling og maling
 
Herefter spartles med Åffa Universal spartelmasse.
Det allervigtigste er at spartle enhver utæthed, der hvor pladerne mødes.
Alle skærekanter, det vil sige enderne af den udskårne vandfaste krydsfiner, males en gang med Hygæa Træ & Facader glans 10.
Til sidst males klodserne to gange med Hygæa Træ & Facade glans 10.
 
 
 
Med venlig hilsen og god arbejdslyst
Morten og Asbjørn
 
________________________________________________________________
 
Mandag, den 14. januar 2002
 
Vi startede med kaffe og rundstykker.
Jeg præsenterede mig og lærer Morten og gennemgik formålet med projektet,
at bygge en skulptur og lave en e-bog.
Det varede ikke længe før mændene blev utålmodige, nu måtte de til at i gang.
 
 Og de arbejdede. Knoklede. Snakkede. Gestikulerede. Skændtes. Råbte.
Jeg stod bare der og kiggede.
Jeg kom med et par anvisninger her og der.
Men inden længe kørte hele søjlehallen på fulde omdrejninger.
De unge knøse arbejdede.
Pigerne spartlede og sleb med rystepudser.
Det var det mest vidunderlige inferno larm fra savemaskiner, skruemaskiner, rystepudser, hamre, en lugt af savsmuld, en lugt af lim.
Støv.
Et splitsekund af kollektiv lykke.
Halogenlamperne med 3 x 300 wat lyste om kap med iveren i kunstnernes øjne.
Kunstnere stod der nemlig på det navne skilt, vi havde forsynet hver enkelt med.
Armin, kunstner - Elvis, kunstner - Abazi, kunstner osv.
Rundsaven larmede, skruemaskinen snurrede, båndpusseren sled i det, rystepudseren sleb på livet løs.
Og snakken gik, nye metoder blev udviklet.
Et engagement, som jeg aldrig før har set - og hørt.
En dansk fagforening havde nok bedt dem sætte tempoet en smule ned.
Så mange watt blev der brugt, at sikringerne med et sprang og alt lyset gik ud.
Som en souvenir har jeg taget de tre sikringer, der sprang med hjem og placeret dem i mit atelier.
Huskende disse øjeblikke.
 
 Det gav en kærkommen pause.
Pigerne vendte ikke tilbage efter pausen, men de unge mænd og de lidt ældre vendte tilbage med samme iver.
 
Produktionen af kasserne var nu sat i system efter retningslinier, der ville have fået Danfoss' produktionsstyringssystem til at ligne aktivitetsplan i en fritidklub.
Da dagen var til ende, gav vi hinanden hånd, takkede til farvel - vi ses igen i morgen.
De unge tølpere, som blandt andet havde moret sig med de digitalfotos, jeg gik og tog af dem, mens de arbejdede, blev hængende over en kop kaffe.
Jeg havde mit Grographica med - et mammut atlas med selv den mindste flække aftegnet.
Elvis blev til Elvis Hot fra Bijelo Polje. Abazi blev til Arif Abazi fra Beograd. Og Armin blev til Armin Pasanovic fra Bijeljina.
Jeg glæder mig til i morgen, så lærer jeg dem bedre at kende.
Pigerne skal i gang med at lave modeller af skulpturen, således at vi kan få klodserne placeret på den helt rigtige måde indbyrdes.
 
Fra de barske realiteters verden var dagens historie, at Morten skulle over og sige farvel til to af sine elever i 8. klasse.
De græd. Ja, selvfølgelig græd de. Om aftenen havde deres moder og tre andre søskende fået at vide af politiet, at de ville blive afhentet til udvisning til Kosovo.
 
Photo of the day:
 
Arif Abazi
"I am Irresistible - do'nt you think"
 
Arif Abazi kommer fra Prizen i det sydlige Kosovo. Han er kommet til Danmark sammen med sin familie, hans far Abas Abaziblev, hans mor Fema og hans lillebror Alsir.
Arif er 16 år og går i 10. klasse på Røde Kors Centerets skole.
Han kom til Danmark den 25. juli 2001.
Hans far var bager.
Familien tilhører den etniske minoritet Goran, som kan føre sin historie tilbage til år 1000.
 
________________________________________________________________________________
 
Tirsdag, den 15. januar 2002
 
Alle mænd og unge knøse samt pigerne kom med vældigt gåpåmod.
Jeg lavede en kartonmodel sammen med pigerne, og så vidste de alt om, hvordan de skulle laves, samt hvad de skulle bruges til.
 
 Stoltheden var stor, da de første modeller var færdige.
De var lidt kede af at få lim på fingrene og på et tidspunkt bad de mig om at skære.
Det er hårdt arbejde at skære i 3 mm karton.
 
Når pigerne
har lavet 12 modeller bliver de malet i røde, gule, grønne og blå kasser svarende i antal til oplægget.
Vi kan så alle være med til at vurdere, hvorledes kasserne skal placeres i forhold til hinnanden.
Skal der være 3 ovenpå hinnanden? Skal de være forskudte og støtte på flere?
Det kan vi lettere se, når modellerne er færdige.
 
 Den første kasse blev færdig i dag.
Det var mændenes kasse.
Der var jubelscener som ved en forboldkamp.
 
Også  de unge knoklede som besatte.
 
Og de havde det skægt samtidig.
 
 Og snart var det unge teams første kasse færdig.
 
Kasim, Meho,Mimin, Cseki, Bahir.
Så var det mændenes tur til at triumfere - igen.
 
Så de unges kasse nr. 2.
Det unge teams store effiktivitet skyldes også deres nye mand,
Nico, der netop var ankommet fra Tyskland. Han fald ind i teamet som om
de alle havde kendt hinnanden altid.
"The refugee way!".
 
 
Photo of the Day
 
"Who are cool?"
 
___________________________________________________________________________
 
Onsdag, den 16. januar 2002
 
Stor panik, tirsdagen sluttede med, at der manglede skruer.
1000 nye skruer løste problemet og vor turbo fabrik kunne gå videre med produktionen.
Når en aktivitet starter kl. 09.00, så er det vel det tidspunkt, man starter hjemmefra?
Eller det er det måske det tidspunkt, man spiser sin morgenmad på?
Det unge team og mændene kom efterhånden.
Men ikke pigerne. Jeg tror det var for kedeligt at sidde og lave modelkasser.
Der skulle lige snakkes og drikkes kaffe.
Stille og roligt gik de hver især til arbejdet.
Dagens lektion (til mig): Punktlighed har intet med produktivitet at gøre.
Havde jeg da for pokker vidst det noget før.
 
I går hjalp jeg Mimins bror med at save en rundstok igennem på langs, 6 cm.
I dag hilste han på mig, klemte min arm, berømmede mit arbejde, vi var venner for livet.
"The refugee way!".
 
Mimin
 
Mimin og en kammerat Abas Abaziblev her efter lukketid, de lavede et sofabord.
 
Da de var færdige ved 15 tiden fik vi en kop kaffe, mimin, Abas og jeg. Mimin gav mig en cigaret, uha, den var stærk, men jeg kan ikke sige nej til sådan en gave.
Tidligere på dagen gav en anden af mændene mig en cigaret, det var Cseki.
De har ikke så meget materielt at give væk af, så det er en velsignelse at blive budt på en smøg.
De forstår ikke dansk. Jeg forstår ikke serbo-kroatisk.
Men sjældent har jeg ført mere meningsful konversation!
For at få dem alle til at skrive deres historie til at lægge i kasserne og til at lægge på Internettet lavede Morten en seddel på albansk, bosnisk og dansk vedhæftet 4 blanke sider, hvorpå de skulle skrive deres historie.
En af mændene diskuterede jeg meget med, han ville ikke skrive sit navn på sedlen "det ville give ham problemer".
Jeg prøvede at overbevise ham. Og med Elvis som mellemled blev diskussionen vist nok lidt hed. Men ganske få minutter efter fik jeg et stort smil af manden og da han lidt senere kom forbi mit spartlen og malen sagde han "il maistro" og smilte igen.
Jeg tror ikke nag findes i disse mennesker, De udtrykker deres mening, lever lige nu, og så er det det.
Jeg gik længe og tænkte på denne disput.
Hvor dum kan man være?
Jeg kan jo slet ikke sætte mig ind i, hvilket stress disse mennesker er under, deres dybe mistro og slet ikke, hvilken fare han måtte udsætte sig selv og sin familie for, hvis hans navn kom på nettet med hans historie.
Min plan var fra om morgenen at lave et portrætfoto af hver enkelt som supplement til deres historie.
Igen, hvor dum kan man være?
Det skulle jeg selvfølgelig ikke.
Hvem er det der lærer noget?
Det er mig!
 
 Abazi, Amin, Alen, Elvis og Nico.
En velfortjent hvil.
Det unge team havde efterhånden udviklet et samarbejde, som jeg ikke har set lignende.
De kom pave stolte og fortalte mig, at de havde lavet 4, ja, fire kasser i dag.
Og om aftenen blev der festet.
Elvis blev lidt "træt" efter disse anstrengelser.
 
Elvis er meget interesseret i computer - han er ikke til at holde fra den.
Elvis Hot er 17 år. Født i Montenegro i Bijelo Polje.
Var 7 år, da han flyttede til Tyrkiet, hvor han boede i 7 år i Istanbul.
Der var jordskælv i Istanbul. De boede i telte af frygt for at husene skulle styrte sammen omkring dem.
Hans onkel opfordrede ham til , at han skulle komme til Danmark.
Han tog med fly til Bosnien sammen med sin far og søster.
I to måneder boede de hos en af hans fars venner i Bosnien.
Ruten i bil til Danmark var lang, 3 dage gennem Slovenien, 3 dage gennem Italien og 3 dage gennem Tyskland.
Han søgte asyl i 1999 og var i Sandholmlejren i 10 dage.
Han håber nu på at få asyl i Danmark.
Elvis taler engelsk, dansk, tyrkisk og serbokroatisk.
Forældrene er serbokroater.
Elvis går i voksenklassen på Røde Kors' Centeret. Han vil gerne i gymnasiet.
 
Kasser, kasser, kasser.
Dagens produktion var enorm, vi har nu snedkereret 9 kasser,
så vort luksusproblem er, at vi næsten har ikke har plads til dem.
 
Lærer Morten i samtale med lærer Else.
 
Photo of the Day
"What then - girls?"
 
__________________________________________________________________________
 
Torsdag, den 17. januar 2002
 
Folk ankom på samme måde, som de andre dage.
Vi hilser goddag med hånden, ligesom vi ved dagens slutning siger farvel med hånden.
Dagen var præget af, at nu kunne alle se, at målet kunne nås.
Vi lærte dem at spartle, vi lærte dem at slibe, vi lærte dem at male.
Og de spartlede, sleb og malede.
Der var besøg fra Røde Kors' presseafdeling.
Når denne e-bog er færdig, skal der være et link fra www.redcross.dk, hvor presseomtalen på  af hele projektet
vil blive udgivet.
E-mail adressen på journalisten fra Røde Kors' presseafdeling er jna@redcross.dk.
Bathir, der er Roman (det vi kalder sigøjner på dansk) fortalte mig, at han havde 3 sønner og to døtre i Kosovo, det var årsagen til, at han var tilbageholdende med at opgive sit navn. Min ven Bathir blev meget overrasket over, at Morten var min søn. Jeg fortalte ham i øvrigt, at jeg havde 3 sønner. "Du er en rig mand!"
Tankevækkende, tankevækkende hele tiden.
 Abas Abaziblev, som i går hjalp Mimin med at lave et sofabord, var helt og aldeles opslugt af at male.
En ven, der talte engelsk, fortalte mig, at Abas er uddannet bager og at han havde stået i lære hos Abas.
De kommer fra den samme by.
Skolelederen spurgte mig, om ikke vi skulle gå videre med et nyt projekt, når dette var slut. Jo, gerne, men så synes jeg, der skal være en defineret kunde, et opstillingssted osv. osv.
Jeg vil lave et koncept og tale med Jørgen Chemnitz om det.
Jeg var nede ved Underværket i Kulturhuset, hvor skulpturen skal udstilles, for at danne mig et indtryk af, hvorledes konferencesalen så ud.
Den var 8,27 cm bred (jeg mødte tilfældigt arkitekten) og 16 meter lang. Der var 5 meter op til projektorer og spots.
Der var et kæmpelærred.
Morten og jeg har bestemt, at vi laver en planche af e-bogen og at vi laver et lysbillede til det store lærred.
Det er alt.
Historien er stærk nok i sig selv, der skal ikke en masse gimmik til.
Vi vil ikke opstille en computer.
Folk med computer kan blot få en lille seddel med www adressen,
dvs.http:// www.lonvig.dk/e-bog.htm.
 
Abas, Nezdet, Mimin og vennen Omer, der ikke var på holdet, man bare hjalp.
 
Om eftermiddagen kom 4 mand helt undskyldende og spurgte, om de ikke nok måtte snedkerere den sidste kasse.
Jo da, jeg ville blive her til de gik.
Og de spillede musik på en medbragt gettoblaster.
Jeg spurgte en ven til de 4 mænd, Omer, som kunne engelsk, hvad det var for noget musik.
Omer fortalte mig:
"They all come from Kosovo, all of them live in the Dragas - the place is called the Gora.
 They belong to the ethnic group Goran. Goran means highlanders.
They live in the mountains Shar planina end Koritnik. 2400 meters over sea level.
Now we listen to Goran music, typical Balcan music.
In the past, that is 100 years ago there were approximately 40.000 people in Goran.
Before the war there were 25.000 inhabitants.
Now the population has been reduced to approximately 6.500, all of them old men and women, everybody else are refugees.
Goran people are proud and skillful people.
It is the area in Ex-Joguslavia with the most shops".
 
 Kunsten at holde pause.
Selv Morten holder - en lille - pause.
 
 Kunsten at holde pause, mens andre arbejder.
 
 
Mimin, Kasim, Bahir, Mimins bror Ramiz, der kan den ædle
kunst at holde pause og glæde sig, diskutere politik, fodbold og alt muligt andet.
 
 Kunsten at holde pause har Morten ikke helt lært endnu.
En Røde Kors medarbejder fortalte mig i øvrigt,
at efter udstillingen i Underværkets Konferencesal,
var der et andet sted, der var interesseret i at udstille skulpturen.
 
Photo of the Day
"Snap Shot - Morten takes a brake"
 
_____________________________________________________________________________
 
Fredag, den 18. januar 2002
 
Der var møde med tolken Smajo kl. 09.00.
Her blev der rigtig snakket, en stor forløsning efter at al kommunikation i en uge var foregået
ved fakter, lidt dansk, en smule tysk (Nico) og en masse smil og venlighed.
Jeg fortale om meningen med skulpturen, udstillingen osv.
Vi snakkede meget om, at den enkelte skulle skrive sin historie.
Den skulle i kasserne og på Internettet.
Alle på stedet har kun et eneste højt ønske: at få asyl i Danmark.
 Morten og jeg respekterer naturligivis ønsker om anonymitet og ønsker om slet ikke at være med på Internettet.
I lørdags var der et stykke om en danskers oplevelser i en arbejdslejr under anden verdenkrig. Først nu var vedkommende klar til at skrive sin historie.
For de fleste er det vigtigt at skrive om sin historie, men det kan også være et spørgsmål om, hvornår den enkelte er klar til det.
I dag, tirsdag den 22. januar 2002 var jeg en tur i Rander for at gøre de sidste forberedelser, og her snakkede jeg med en flygtning udenfor vor gruppe, der gerne ville skrive deres historie, lægge den i kasserne og på Internettet. I fredags snakkede vi med en, der muligvis også var interesseret.
Mortens klasse, det er en 8. klasse af flygningebørn, vil også gerne være med.
Det gav os den idé, at alle flygtninge over hele verden, der har lyst, skulle have lov at være med. Er du flygtning og gerne vil være med, så send din hirstore pr. e-mail til refugee-stories@post3.tele.dk, så printer vi den og kommer den i kasserne og indføjer din historie i e-bogen.
Skriv bare på dit eget sprog, uanset hvilket, så er der sikkert en, der læser det, der kan oversætte det til engelsk eller dansk, som er de to sprog, e-bogen bliver udgivet på.
Så vil din historie stå i e-bogen på dit eget sprog og henholdsvis dansk og engelsk.
Husk: Sender du din historie, er du jo med til at kreere vor kunstværk,
som er kombinationen af kasserne og e-bogen,
så er du
også blevet
KUNSTNER.
 
Generelle kommentarer, der kom frem i snakken med tolken, skal blot refereres her:
"De kunne ikke finde ud af deres retsstilling".
"De havde svært ved at læse de papirer, de fik, selvom det var på deres eget sprog - de ville meget hellere have tingene tolket".
"De sad for længe i lejrene".
"Di bliver psykisk syge af al den venten".
 
"De kan lige så godt skyde mig, hvis jeg ikke kan få asyl,
for jeg har ikke noget land at vende tilbge til".
 
 Arif, tolken og Ramiz
 
 
 Bahir og tolken.
 
 
 Dagen gik i øvrigt med at spartle, male kasserne færdige, at snakke med TV og andet godtfolk.
 
 Morten lægger sidste hånd på værket.
Ikke underligt at han ser lidt træt ud efter den enorme indsats han har ydet.
 
Photo of the Day
"Who is he - an artist?"
 
___________________________________________________________________________________
 
 Torsdag, den 24. januar 2002
 
  
 
Hjemme
i mit atelier, galleri og private hjem fik jeg hjælp af nogle venner.
Anden klasse på Stjernevejens skole var netop i gang med emnet geometriske figurer i billedkunst.
De besøgte mig en regnvåd tordag.
Sammen med to lærere.
18 elever og to lærere byggede modellen.
Jeg synes den er vidunderlig.
Skulpturen er klar til opstilling.
Og vi havde på trods af vejret en dejlig dag.
 
Ja, skulpturen er smuk.
Men da vi kiggede på den bagfra synes vi de røde to kasser ved jorden skulle adskilles og forskydes.
Pludselig opstod en udgang.
En udgang fra en labyrint?
Eller en indgang?
 Man er i hvert fald nødt til at bukke sig eller kravle for at komme igennem.
Har jeg hørt den historie før?
 
 
 En oplevelse for livet for pigerne, de unge knøse, mændene
og Morten og mig.
Og jeg har lært "The refugee way"!.
 
Med venlig hilsen
Asbjørn Lønvig, kunstner
"Lille Fejringhus", Hedensted
 
_______________________________________________________________________
 
Udstilling af alle de 14 projekter og skulpturen
finder sted fra
mandag den 28. januar til fredag den 1. februar 2002
kl. 10.00 - 17.00
i Underværket i Randers.
Der er åbning mandag den 28. januar kl. 11.00, hvor alle er
velkomne.
 
..........og vi samler vort team af unge knøse og mænd, Morten og Asbjørn
søndag den 27. januar kl. 10.00
for at transportere kasserne fra Røde Kors Centret til Underværket.
Morten har lejet en lastbil og vi vil sikre os, at kasserne bliver transporteret sikkert uden at lide overlast.
  _________________________________________________________________________
 
Søndag, den 27. januar 2002
Klokken er 11 om aftenen, jeg er for træt til at skrive om dagens begivenheder på dansk.
Se på e-book, der er det skrevet.