Forestillingerne er mange, når
man skal være sammen med en gruppe flygtninge på et af Røde
Kors' Centre.
Der er i denne uge emneuge indenfor
billedkunst.
Der er en lang række projekter,
flygtningne kan tilmelde sig i alt 14 projekter.
Mit projekt består i at bygge
en kæmpeskulptur og kommissoriet har været som følger:
"I januar måned 2002
skal jeg være inspirator i et projekt, der har titlen "Fortællinger
fra øre til øje". Jeg vil inspirere flygtninge til at skabe
en kæmpeskulptur for derefter at lave en udstilling af denne
skulptur. Herefter er de kunstnere og ikke flygninge. På samme tid
vil jeg interviewe disse nye kunstnere om deres liv, printe disse historier
og lægge dem ind i skulpturen. Historierne vil blive præsenteret
i en e-bog på min web side og gerne også på
Røde Kors' hjemmeside.
Min ide er at lave en kæmpeskulptur
i enkle former og klare farver, en optimistisk skulptur og lægge
flygtningenes traumatiske erindringer deri. Ikke for at glemme fortiden,
den kan ikke glemmes, men at lave et sindbillede i deres sjæl, som
vil blive erindret før eller på samme tid som de traumatiske
minder. E-bogen vil blive illustreret af en masse billeder fra tilblivelsen
af skulpturen. Skulpturen laves af vandresistent materiale med henblik
på at udstille den udendørs senere.
Jeg erkender dette er et højt
ambitionsniveau. Men det er hvad kunst er til for.
En del af projektet er naturligvis
at kommunikere denne vision til det danske samfund - det er derfor vi laver
udstillingen. Jørgen Chemnitz, Røde Kors Danmark og Kulturudvalgsformanden
i Randers Kommune vil blive bedt om at åbne udstillingen".
Her ses mit udkast til skulpturen:
Materialer:
Vandfaste Douglas plader 244 cm x 122
cm x 1,5 cm x 3 pr. kasse x 12 kasser
Trælægder 1,22 m x 8 pr.
kasse til 12 kasser (en sener korrektion viste, at det var bedre med 12
trælægder pr. kasse)
Maling (1,22 m x 1,22 m) x 6 overflader
x 12 kasser (to gange maling)
Lim, skruer m.v.
For at sikre mig, at det overhovedet
var muligt at lave disse kasser,
har jeg lavet en enkelt inden arbejdet
blev igangsat.
Det færdige resultat viste,
at det godt kunne lade sig gøre
at lave holdbare skulpturdele.
Dog var der en del konstruktionsændringer,
bland andet ville en kasse på 122 x 122 cm være ganske uhåndterlig,
hvorfor målet blev sat ned til 100 x 100 cm. Hertil kom optimeringer
af arbejdsgangen.
Dagen kom.
Den 14. januar 2002. 4 unge knøse,
som på alle måder levede op til det ry, vi danskere har givet
dem, entrerede i søjlehallen, hvor det hele skulle foregå.
Elvis hed den mest støjende med
en højtråbende her kommer jeg attityde.
Abazi hed en anden, han havde solbrillerne
i nakken og den tredje var knapt så typisk, men Armin var høj.
En gruppe på tre fjantede tøser
stod i et hjørne for sig selv.
Så kom en række mænd,
der var ni. Ja, det var her de skulle være.
De kom stille og roligt, afventende
men helt uden skepsis.
Morten og jeg havde lavet en tegning
af fremgangsmåden, en byggevejledning til skulpturen.
_________________________________________________
Byggevejledning
til skulptur
generelt
Hver klods kræver 3 store plader
i størrelsen 1,5 x 122 x 244 cm.
Brug de 2 skabeloner i 3 mm karton,
en skabelon på 99,9 x 99,9 cm til bund, top og sider, altså
4 dele, ligesom der er lavet en skabelon til de to endestykker på
99,9 x 96,9 cm.
Der skal til hver kasse i alt bruges
8 lægder af længden 82,5 cm og 4 lægder af 100 cm.
Der skal være 1,5 cm fra lægden
til den udskårne plades kant, så der er plads til siderne.
Rundsaven larmede, skruemaskinen snurrede,
båndpusseren sled i det, rystepudseren sleb på livet løs.
Og snakken gik, nye metoder blev udviklet.
Et engagement, som jeg aldrig før
har set - og hørt.
En dansk fagforening havde nok bedt
dem sætte tempoet en smule ned.
Så mange watt blev der brugt,
at sikringerne med et sprang og alt lyset gik ud.
Som en souvenir har jeg taget de tre
sikringer, der sprang med hjem og placeret dem i mit atelier.
Huskende disse øjeblikke.
Det gav en kærkommen pause.
Pigerne vendte ikke tilbage efter pausen,
men de unge mænd og de lidt ældre vendte tilbage med samme
iver.
Produktionen af kasserne var nu sat
i system efter retningslinier, der ville have fået Danfoss' produktionsstyringssystem
til at ligne aktivitetsplan i en fritidklub.
Da dagen var til ende, gav vi hinanden
hånd, takkede til farvel - vi ses igen i morgen.
De unge tølpere, som blandt andet
havde moret sig med de digitalfotos, jeg gik og tog af dem, mens de arbejdede,
blev hængende over en kop kaffe.
Jeg havde mit Grographica med - et mammut
atlas med selv den mindste flække aftegnet.
Elvis blev til Elvis Hot fra Bijelo
Polje. Abazi blev til Arif Abazi fra Beograd. Og Armin blev til Armin Pasanovic
fra Bijeljina.
Jeg glæder mig til i morgen, så
lærer jeg dem bedre at kende.
Pigerne skal i gang med at lave modeller
af skulpturen, således at vi kan få klodserne placeret på
den helt rigtige måde indbyrdes.
Fra de barske realiteters verden
var dagens historie, at Morten skulle over og sige farvel til to af sine
elever i 8. klasse.
De græd. Ja, selvfølgelig
græd de. Om aftenen havde deres moder og tre andre søskende
fået at vide af politiet, at de ville blive afhentet til udvisning
til Kosovo.
Photo of the day:
Arif Abazi
"I am Irresistible - do'nt you think"
Arif Abazi kommer fra Prizen i det sydlige
Kosovo. Han er kommet til Danmark sammen med sin familie, hans far Abas
Abaziblev, hans mor Fema og hans lillebror Alsir.
Arif er 16 år og går i 10.
klasse på Røde Kors Centerets skole.
Han kom til Danmark den 25. juli 2001.
Hans far var bager.
Familien tilhører den etniske
minoritet Goran, som kan føre sin historie tilbage til år
1000.
Stor panik, tirsdagen sluttede med,
at der manglede skruer.
1000 nye skruer løste problemet
og vor turbo fabrik kunne gå videre med produktionen.
Når en aktivitet starter kl. 09.00,
så er det vel det tidspunkt, man starter hjemmefra?
Eller det er det måske det tidspunkt,
man spiser sin morgenmad på?
Det unge team og mændene kom efterhånden.
Men ikke pigerne. Jeg tror det var for
kedeligt at sidde og lave modelkasser.
Der skulle lige snakkes og drikkes kaffe.
Stille og roligt gik de hver især
til arbejdet.
Dagens lektion (til mig): Punktlighed
har intet med produktivitet at gøre.
Havde jeg da for pokker vidst det noget
før.
I går hjalp jeg Mimins bror
med at save en rundstok igennem på langs, 6 cm.
I dag hilste han på mig, klemte
min arm, berømmede mit arbejde, vi var venner for livet.
"The refugee way!".
Mimin
Mimin og en kammerat Abas Abaziblev
her efter lukketid, de lavede et sofabord.
Da de var færdige ved 15 tiden
fik vi en kop kaffe, mimin, Abas og jeg. Mimin gav mig en cigaret, uha,
den var stærk, men jeg kan ikke sige nej til sådan en gave.
Tidligere på dagen gav en anden
af mændene mig en cigaret, det var Cseki.
De har ikke så meget materielt
at give væk af, så det er en velsignelse at blive budt på
en smøg.
De forstår ikke dansk. Jeg forstår
ikke serbo-kroatisk.
Men sjældent har jeg ført
mere meningsful konversation!
For at få dem alle til at skrive
deres historie til at lægge i kasserne og til at lægge på
Internettet lavede Morten en seddel på albansk, bosnisk og dansk
vedhæftet 4 blanke sider, hvorpå de skulle skrive deres historie.
En af mændene diskuterede jeg
meget med, han ville ikke skrive sit navn på sedlen "det ville give
ham problemer".
Jeg prøvede at overbevise ham.
Og med Elvis som mellemled blev diskussionen vist nok lidt hed. Men ganske
få minutter efter fik jeg et stort smil af manden og da han lidt
senere kom forbi mit spartlen og malen sagde han "il maistro" og smilte
igen.
Jeg tror ikke nag findes i disse mennesker,
De udtrykker deres mening, lever lige nu, og så er det det.
Jeg gik længe og tænkte
på denne disput.
Hvor dum kan man være?
Jeg kan jo slet ikke sætte mig
ind i, hvilket stress disse mennesker er under, deres dybe mistro og slet
ikke, hvilken fare han måtte udsætte sig selv og sin familie
for, hvis hans navn kom på nettet med hans historie.
Min plan var fra om morgenen at lave
et portrætfoto af hver enkelt som supplement til deres historie.
Igen, hvor dum kan man være?
Det skulle jeg selvfølgelig ikke.
Hvem er det der lærer noget?
Det er mig!
Abazi, Amin, Alen, Elvis og Nico.
En velfortjent hvil.
Det unge team havde efterhånden
udviklet et samarbejde, som jeg ikke har set lignende.
De kom pave stolte og fortalte mig,
at de havde lavet 4, ja, fire kasser i dag.
Og om aftenen blev der festet.
Elvis blev lidt "træt" efter disse
anstrengelser.
Elvis er meget interesseret i computer
- han er ikke til at holde fra den.
Elvis Hot er 17 år. Født
i Montenegro i Bijelo Polje.
Var 7 år, da han flyttede til
Tyrkiet, hvor han boede i 7 år i Istanbul.
Der var jordskælv i Istanbul.
De boede i telte af frygt for at husene skulle styrte sammen omkring dem.
Hans onkel opfordrede ham til , at han
skulle komme til Danmark.
Han tog med fly til Bosnien sammen med
sin far og søster.
I to måneder boede de hos en af
hans fars venner i Bosnien.
Ruten i bil til Danmark var lang, 3
dage gennem Slovenien, 3 dage gennem Italien og 3 dage gennem Tyskland.
Han søgte asyl i 1999 og var
i Sandholmlejren i 10 dage.
Han håber nu på at få
asyl i Danmark.
Elvis taler engelsk, dansk, tyrkisk
og serbokroatisk.
Forældrene er serbokroater.
Elvis går i voksenklassen på
Røde Kors' Centeret. Han vil gerne i gymnasiet.
Kasser, kasser, kasser.
Dagens produktion var enorm, vi har
nu snedkereret 9 kasser,
så vort luksusproblem er, at vi
næsten har ikke har plads til dem.
Vi hilser goddag med hånden, ligesom
vi ved dagens slutning siger farvel med hånden.
Dagen var præget af, at nu kunne
alle se, at målet kunne nås.
Vi lærte dem at spartle, vi lærte
dem at slibe, vi lærte dem at male.
Og de spartlede, sleb og malede.
Der var besøg fra Røde
Kors' presseafdeling.
Når denne e-bog er færdig,
skal der være et link fra www.redcross.dk, hvor presseomtalen på
af hele projektet
vil blive udgivet.
E-mail adressen på journalisten
fra Røde Kors' presseafdeling er jna@redcross.dk.
Bathir, der er Roman (det vi kalder
sigøjner på dansk) fortalte mig, at han havde 3 sønner
og to døtre i Kosovo, det var årsagen til, at han var tilbageholdende
med at opgive sit navn. Min ven Bathir blev meget overrasket over, at Morten
var min søn. Jeg fortalte ham i øvrigt, at jeg havde 3 sønner.
"Du er en rig mand!"
Tankevækkende, tankevækkende
hele tiden.
Abas Abaziblev, som i går
hjalp Mimin med at lave et sofabord, var helt og aldeles opslugt af at
male.
En ven, der talte engelsk, fortalte
mig, at Abas er uddannet bager og at han havde stået i lære
hos Abas.
De kommer fra den samme by.
Skolelederen spurgte mig, om ikke vi
skulle gå videre med et nyt projekt, når dette var slut. Jo,
gerne, men så synes jeg, der skal være en defineret kunde,
et opstillingssted osv. osv.
Jeg vil lave et koncept og tale med
Jørgen Chemnitz om det.
Jeg var nede ved Underværket i
Kulturhuset, hvor skulpturen skal udstilles, for at danne mig et indtryk
af, hvorledes konferencesalen så ud.
Den var 8,27 cm bred (jeg mødte
tilfældigt arkitekten) og 16 meter lang. Der var 5 meter op til projektorer
og spots.
Der var et kæmpelærred.
Morten og jeg har bestemt, at vi laver
en planche af e-bogen og at vi laver et lysbillede til det store lærred.
Det er alt.
Historien er stærk nok i sig selv,
der skal ikke en masse gimmik til.
Vi vil ikke opstille en computer.
Folk med computer kan blot få
en lille seddel med www adressen,
dvs.http:// www.lonvig.dk/e-bog.htm.
Abas, Nezdet, Mimin og vennen Omer,
der ikke var på holdet, man bare hjalp.
Om eftermiddagen kom 4 mand helt undskyldende
og spurgte, om de ikke nok måtte snedkerere den sidste kasse.
Jo da, jeg ville blive her til de gik.
Og de spillede musik på en medbragt
gettoblaster.
Jeg spurgte en ven til de 4 mænd,
Omer, som kunne engelsk, hvad det var for noget musik.
Omer fortalte mig:
"They all come from Kosovo, all of them
live in the Dragas - the place is called the Gora.
They belong to the ethnic group
Goran. Goran means highlanders.
They live in the mountains Shar planina
end Koritnik. 2400 meters over sea level.
Now we listen to Goran music, typical
Balcan music.
In the past, that is 100 years ago there
were approximately 40.000 people in Goran.
Before the war there were 25.000 inhabitants.
Now the population has been reduced
to approximately 6.500, all of them old men and women, everybody else are
refugees.
Goran people are proud and skillful
people.
It is the area in Ex-Joguslavia with
the most shops".
Kunsten at holde pause.
Selv Morten holder - en lille - pause.
Kunsten at holde pause, mens andre
arbejder.
Mimin, Kasim, Bahir, Mimins bror Ramiz,
der kan den ædle
kunst at holde pause og glæde
sig, diskutere politik, fodbold og alt muligt andet.
Kunsten at holde pause har Morten
ikke helt lært endnu.
En Røde Kors medarbejder fortalte
mig i øvrigt,
at efter udstillingen i Underværkets
Konferencesal,
var der et andet sted, der var interesseret
i at udstille skulpturen.
Her blev der rigtig snakket, en stor
forløsning efter at al kommunikation i en uge var foregået
ved fakter, lidt dansk, en smule tysk
(Nico) og en masse smil og venlighed.
Jeg fortale om meningen med skulpturen,
udstillingen osv.
Vi snakkede meget om, at den enkelte
skulle skrive sin historie.
Den skulle i kasserne og på Internettet.
Alle på stedet har kun et eneste
højt ønske: at få asyl i Danmark.
Morten og jeg respekterer naturligivis
ønsker om anonymitet og ønsker om slet ikke at være
med på Internettet.
I lørdags var der et stykke om
en danskers oplevelser i en arbejdslejr under anden verdenkrig. Først
nu var vedkommende klar til at skrive sin historie.
For de fleste er det vigtigt at skrive
om sin historie, men det kan også være et spørgsmål
om, hvornår den enkelte er klar til det.
I dag, tirsdag den 22. januar 2002 var
jeg en tur i Rander for at gøre de sidste forberedelser, og her
snakkede jeg med en flygtning udenfor vor gruppe, der gerne ville skrive
deres historie, lægge den i kasserne og på Internettet. I fredags
snakkede vi med en, der muligvis også var interesseret.
Mortens klasse, det er en 8. klasse
af flygningebørn, vil også gerne være med.
Det gav os den idé, at alle flygtninge
over hele verden, der har lyst, skulle have lov at være med. Er du
flygtning og gerne vil være med, så send din hirstore pr. e-mail
til refugee-stories@post3.tele.dk,
så printer vi den og kommer den i kasserne og indføjer din
historie i e-bogen.
Skriv bare på dit eget sprog,
uanset hvilket, så er der sikkert en, der læser det, der kan
oversætte det til engelsk eller dansk, som er de to sprog, e-bogen
bliver udgivet på.
Så vil din historie stå
i e-bogen på dit eget sprog og henholdsvis dansk og engelsk.
Husk: Sender du din historie, er du
jo med til at kreere vor kunstværk,
som er kombinationen af kasserne og
e-bogen,
så er du
også blevet
KUNSTNER.
Generelle kommentarer, der kom frem
i snakken med tolken, skal blot refereres her:
"De kunne ikke finde ud af deres retsstilling".
"De havde svært ved at læse
de papirer, de fik, selvom det var på deres eget sprog - de ville
meget hellere have tingene tolket".
"De sad for længe i lejrene".
"Di bliver psykisk syge af al den venten".
"De kan lige så godt skyde
mig, hvis jeg ikke kan få asyl,
for jeg har ikke noget land at
vende tilbge til".
Arif, tolken og Ramiz
Bahir og tolken.
Dagen gik i øvrigt med
at spartle, male kasserne færdige, at snakke med TV og andet godtfolk.
Morten lægger sidste hånd
på værket.
Ikke underligt at han ser lidt træt
ud efter den enorme indsats han har ydet.