Fortællinger fra øre til øje
 (in English click here)
Forestillingerne er mange, når man skal være sammen med en gruppe flygtninge på et af Røde Kors' Centre.
Der er i denne uge emneuge indenfor billedkunst.
Der er en lang række projekter, flygtningne kan tilmelde sig i alt 14 projekter.
Mit projekt består i at bygge en kæmpeskulptur og kommissoriet har været som følger:
 
"I  januar måned 2002  skal jeg være inspirator i et projekt, der har titlen "Fortællinger fra øre til øje". Jeg vil inspirere flygtninge til at skabe en kæmpeskulptur for derefter at lave en udstilling af denne skulptur. Herefter er de kunstnere og ikke flygninge. På samme tid vil jeg interviewe disse nye kunstnere om deres liv, printe disse historier og lægge dem ind i skulpturen. Historierne vil blive præsenteret i en e-bog på min web side og gerne også på  Røde Kors' hjemmeside.
Min ide er at lave en kæmpeskulptur i enkle former og klare farver, en optimistisk skulptur og lægge flygtningenes traumatiske erindringer deri. Ikke for at glemme fortiden, den kan ikke glemmes, men at lave et sindbillede i deres sjæl, som vil blive erindret før eller på samme tid som de traumatiske minder. E-bogen vil blive illustreret af en masse billeder fra tilblivelsen af skulpturen. Skulpturen laves af vandresistent materiale med henblik på at udstille den udendørs senere.
Jeg erkender dette er et højt ambitionsniveau. Men det er hvad kunst er til for.
En del af projektet er naturligvis at kommunikere denne vision til det danske samfund - det er derfor vi laver udstillingen. Jørgen Chemnitz, Røde Krors Denmark og Kulturudvalgsformanden Bent Martinsen, Randers Kommune vil blive bedt om at åbne udstillingen".
 
Her ses mit udkast til skulpturen.
 Materialer:
Vandfaste Douglas plader 244 cm x 122 cm x 1,5 cm x 3  pr. kasse x 12 kasser
Trælægder 1,22 m x 8 pr. kasse til 12 kasser (en sener korrektion viste, at det var bedre med 12 trælægder pr. kasse)
Maling (1,22 m x 1,22 m)  x 6 overflader x 12 kasser (to gange maling)
Lim, skruer m.v.
 
 
For at sikre mig, at det overhovedet var muligt at lave disse kasser,
har jeg lavet en enkelt inden arbejdet blev igangsat.
 
Det færdige resultat viste,
at det godt kunne lade sig gøre at lave holdbare skulpturdele.
Dog var der en del konstruktionsændringer, bland andet ville en kasse på 122 x 122 cm være ganske uhåndterlig, hvorfor målet blev sat ned til 100 x 100 cm. Hertil kom optimeringer af arbejdsgangen.
Dagen kom.
Den 14. januar 2002. 4 unge knøse, som på alle måder levede op til det ry, vi danskere har givet dem, entrerede i søjlehallen, hvor det hele skulle foregå.
Elvis hed den mest støjende med en højtråbende her kommer jeg attityde.
Abazi hed en anden, han havde solbrillerne i nakken og den tredje var knapt så typisk, men Armin var høj.
En gruppe på tre fjantede tøser stod i et hjørne for sig selv.
Så kom en række mænd, der var ni. Ja, det var her de skulle være.
De kom stille og roligt, afventende men helt uden skepsis.
Morten og jeg havde lavet en tegning af fremgangsmåden, en byggevejledning til skulpturen.
 
_________________________________________________
 
Byggevejledning til skulptur
generelt
 
Hver klods kræver 3 store plader i størrelsen 1,5 x 122 x 244 cm.
Brug de 2 skabeloner i 3 mm karton, en skabelon på 99,9 x 99,9 cm til bund, top og sider, altså 4 dele, ligesom der er lavet en skabelon til de to endestykker på 99,9 x 96,9 cm.
 
Der skal til hver kasse i alt bruges 8 lægder af længden 82,5 cm og 4 lægder af 100 cm.
Der skal være 1,5 cm fra lægden til den udskårne plades kant, så der er plads til siderne.
 
 
 __________________________________________________
Samling af plader og lægder
På denne trgning er vist, at der skal bruges 16 skruer på alle sider. Brug en skruemaskine.
Der skal altså bruges 96 skruer til hver klods.
Husk: Der skal altid en lag Bostik Super Trälim 730 UTE mellem den udskårne plade og lægderne.
 
 
 _______________________________________________________
Samling af sider og endeplader
 
 Når bunden er samlet og limen tørret, kan samlingen af sider og endepladerne begynde. Her bruges 4 stk 100 cm lægder som stolper i hvert hjørne.
Husk at få sidernes retsider udad.
 
 
___________________________________
Spartling og maling
 
Herefter spartles med Åffa Universal spartelmasse.
Det allervigtigste er at spartle enhver utæthed, der hvor pladerne mødes.
Alle skærekanter, det vil sige enderne af den udskårne vandfaste krydsfiner, males en gang med Hygæa Træ & Facader glans 10.
Til sidst males klodserne to gange med Hygæa Træ & Facade glans 10.
 
Med venlig hilsen og god arbejdslyst
Morten og Asbjørn
 
  
 
Hjemme i mit atelier, galleri og private hjem fik jeg hjælp af nogle venner.
Anden klasse på Stjernevejens skole var netop i gang med emnet geometriske figurer i billedkunst.
De besøgte mig en regnvåd tordag.
Sammen med to lærere.
18 elever og to lærere byggede modellen.
Jeg synes den er vidunderlig.
Skulpturen er klar til opstilling.
Og vi havde på trods af vejret en dejlig dag.
 
Ja, skulpturen er smuk.
Men da vi kiggede på den bagfra synes vi de røde to kasser ved jorden skulle adskilles og forskydes.
Pludselig opstod en udgang.
En udgang fra en labyrint?
Eller en indgang?
 Man er i hvert fald nødt til at bukke sig eller kravle for at komme igennem.
Har jeg hørt den historie før?
 
 Sidste nyt:
Morten og jeg respekterer naturligivis ønsker om anonymitet og ønsker om slet ikke at være med på Internettet eller i kasserne.
I lørdags læste jeg et stykke i den lokale avis om en danskers oplevelser i en arbejdslejr i Tyskland under anden verdenkrig. Først nu var vedkommende klar til at skrive sin historie.
For de fleste er det vigtigt at skrive om sin historie, men det kan også være et spørgsmål om, hvornår den enkelte er klar til det.
I dag, tirsdag den 22. januar 2002 , var jeg en tur i Rander for at gøre de sidste forberedelser, og her snakkede jeg med en flygtning udenfor vor gruppe, der gerne ville skrive deres historie, lægge den i kasserne og på Internettet. I fredags snakkede vi med en, der muligvis også var interesseret.
Mortens klasse, det er en 8. klasse af flygningebørn, vil også gerne være med.
Det gav os den idé, at alle flygtninge over hele verden, der har lyst, skulle have lov at være med. Er du flygtning og gerne vil være med, så send din hirstore pr. e-mail til refugee-stories@post3.tele.dk, så printer vi den og kommer den i kasserne og indføjer din historie i e-bogen.
Skriv bare på dit eget sprog, uanset hvilket, så er der sikkert en, der læser det, der kan oversætte det til engelsk eller dansk, som er de to sprog, e-bogen bliver udgivet på.
Så vil din historie stå i e-bogen på dit eget sprog og henholdsvis dansk og engelsk.
Husk: Sender du din historie, eller oversætter en andens historie til dansk eller engelsk,
er du jo med til at kreere vores kunstværk,
som er kombinationen af kasserne og e-bogen,
så er
du
også blevet
KUNSTNER.
 
Med venlig hilsen
Asbjørn Lønvig, kunstner
"Lille Fejringhus"
Hedensted
Klik her for at se e-bogen om projektet fra start til mål.
 __________________________________________________________________________
 
Udstilling af alle de 14 projekter og skulpturen
finder sted fra
mandag den 28. januar til fredag den 1. februar 2002
kl. 10.00 - 17.00
i Underværket i Randers.
Der er åbning mandag den 28. januar kl. 11.00, hvor alle er
velkomne.
 
..........og vi samler vort team af unge knøse og mænd, Morten og Asbjørn
søndag den 27. januar kl. 10.00
for at transportere kasserne fra Røde Kors Centret til Underværket.
Morten har lejet en lastbil og vi vil sikre os, at kasserne bliver transporteret sikkert uden at lide overlast.